Ud over den hurtige adgang til at tilkalde hjælp, kan appen også sættes til at tracke din sejlrute, fx hvert femte minut, så man kan spore din færden, hvis der skal sættes en eftersøgning i gang. Sidst men ikke mindst kan du lave en sejlplan med et tidspunkt for din forventede tilbagevenden til land, og hvis du ikke reagerer på det givne tidspunkt, modtager dine pårørende en sms, som de kan reagere på og slå alarm, hvis de ikke kan få kontakt til dig.
– Vi har set frem til endelig at kunne lancere appen til sejlere, fritidsfiskere og alle andre, som bruger vandet. Der er mange, som ikke har særligt udstyr til nødopkald, men benytter mobilen som eneste livline til land, og for dem er det en markant opgradering af sikkerheden, at appen automatisk sender informationer om position til redningsmandskabet og giver mulighed for, at de pårørende på land kan følge turen. Jeg håber derfor, at rigtig mange vil downloade appen, så den er klar på mobilen, hvis der skulle blive brug for den. Appen er et supplement til de øvrige kommunikationsmidler som fx VHF, PLB’ere – ikke en erstatning, fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, der sammen med TrygFonden står bag SejlSikkert Alarm appen.
App, redningsvest og pangfarver
Hos TrygFonden håber man, at appen vil være med til at reducere antallet af drukneulykker i Danmark.
– Vi oplever desværre hvert år, at personer mister livet i vandet, fordi de ikke bliver fundet i tide, men med appen øger du chancen for hurtigere hjælp og kortere tid i det kolde vand. Appen kan naturligvis ikke stå alene, så en redningsvest med lys samt pangfarvet tøj er stadig vigtigt for, at redningsmandskabet nemmere kan få øje på dig i det mørke vand, siger René Højer, programchef i TrygFonden.
Appen vil gøre JRCC’s missioner mere effektive
Hos JRCC forventer Thomas Bonde Madsen, der er operationsofficer, at appen vil være med til at spare vigtige minutter ved fremtidige redningsaktioner:
– Noget af det første, vi spørger om, når vi modtager et alarmopkald, er positionen, så vi kan sende hjælpen afsted. Det er ikke altid, at sejleren eller den pårørende kender den, eller også kan de være for chokerede til at svare klart på vores spørgsmål. Det koster dyrebar tid, og derfor vil appen betyde, at vi kan sende redningsmandskabet afsted i stort set samme sekund, som vi modtager alarmopkaldet. Det vil også have betydning, hvis der findes en tom båd drivende, og vi skal sætte en eftersøgning i gang efter savnede personer. Så kan vi bruge trackingen af sejlruten til at spore os ind på, hvor eftersøgningen skal sættes i gang i modsætning til i dag, hvor vi nogle gange mangler information og derfor er nødt til at afsøge et meget stort område og derved miste tid, fortæller Thomas Bonde Madsen.
Appen er gratis og tilgængelig i App Store og Google Play.
Med SejlSikkert Alarm appen kan du:
Fakta:
Med appen kan du dele din sejlrute med op til seks af dine venner. Hvis I fx alle er på tur og skal mødes i en havn i hver jeres båd, så kan I tracke hinanden og se, hvem der ankommer hvornår