Hvis du aldrig har roet før skal du igennem vores instruktionsforløb, som vi kalder Roskole for voksne. Roskolen udbydes hvert forår i februar/marts og der er kun mulighed for instruktion på dette tidspunkt. Læs her:
Hvis du har roet før eller kommer fra en anden roklub, så kom ned og få en snak med os kontoret om hvordan du kan komme igang.
Den største gruppe af klubbens aktive medlemmer er voksne fra 25 år og opefter. Klubben tilbyder mange forskellige ro- og træningsaktiviteter og du kan deltage i det der passer til dig og dit motionsbehov.
Fællesroning er klubbens omdrejningspunkt
Den almindelige motionsroning tager først og fremmest udgangspunkt i fællesroning som er de tidspunkter hvor alle medlemmer kan ro sammen - erfarne som uerfarne. I rosæsonen er der organiseret fællesroning 4 dage om ugen om morgenen og 2 dage om ugen om aftenen. . Fællesroningerne om aftenen faciliteres af rovagter som sammensætter bådeholdene efter antallet af fremmødte ved pulten. Det er ligeledes rovagterne der afgør om vejret tillader roning og i enkelte tilfælde bestemmer hvor der må ros. Der er forskellige starttidspunkter for aften-fællesroningen i løbet sæsonen afhængig af hvornår solen går ned. Fællesroningtilbudene kan altid ses i aktivitetskalenderen. Hvis du har lyst til at deltage i fællesroning er det eneste du skal gøre er at møde op i bådehallen i roklubben omklædt og klar! Vi mødes altid lidt før, så bådholdene kan sættes uden stress.
Motionsroning er en af de sportsgrene, hvor man får brugt hele kroppen på en gang. Du ror sammen med andre, uanset alder og køn og i det tempo, som passer til den enkelte. Alle kan være med!
I løbet af sæsonen arrangerer vi jævnligt fælles endagsture med madpakke på fjorden, f.eks. til Kattinge vig, Gershøj, Lindenborg eller tidlig pinsemorgen tur . Man kan også samle sin egen gruppe og selv organisere hvornår man vil ro. Det kræver at båden har mindst en korttursstyrmand. Og er vejret godt kan man hurtigt samle en flok til en rotur.
Ønsker du at arrangere en rotur eller spørge om nogen vil ro med dig, så lav et opslag på klubbens interne Facebook-gruppe for medlemmer.
Langture - udfordringer, oplevelser og samvær
Roklubben arrangerer hvert år en række langture i både ind- og udland. Alle ture udenfor vores eget kendte farvand kaldes en langtur. Det betyder altså ikke at man skal ro meget langt! Det er dog et krav at man har korttursstyrmands-ret og ansøgt om langstursret inden man kan deltage i langture - se:
Langturenes varighed kan variere fra dags- og weekendture til ugeture, og destinationerne kan være til så forskellige steder som ture til roklubbens sommerhus i Skuldelev, Gudenåen, roning i Københavns kanaler, Sønderjylland, den svenske skærgård og Oslofjorden. Kun fantasien sætter grænser!
Det er en god chance for spændende oplevelser i et godt fællesskab.
Langturene planlægges i januar for et år ad gangen og til langture af flere dages varighed åbnes for tilmeldinger den første søndag i maj. Langturene, samt tilmeldingsfrister, kan ses i aktivitetskalenderen.
Sportsroning - fart over feltet og sved på panden
Klubben tilbyder sportsroning 1 aften om ugen, hvor turen er kortere, men roningen mere intens og man følger et træningsprogram. Sportsroning er et alternativ til fællesroningerne for dem der ønsker et minimeret tidsforbrug. Det kræver dog noget ro-erfarring. Der er uddannede instruktører i sportsroning med i bådene. Du er velkommen til at spørge instruktørerne hvis du er i tvivl om det passer til dit niveau. Tidspunktet og kontakt til en instruktør kan ses i aktivitetskalenderen.
Mastersroning – struktureret træning og konkurrence
Har du lyst til konkurrenceroning og er over 27 år, så er masterroning måske noget for dig. Masterroning spænder vidt. Nogle er tidligere eliteroere, som gerne vil fortsætte med konkurrenceroning, men også andre erfarne roere, som gerne vil træne og deltage i regattaer, som stævnerne kaldes.
Om sommeren træner roerne om søndagen med træner og en hverdags aften om ugen uden træner på Roskilde Fjord. Træningen foregår i de lette scullere, og her kan du ro single, 2 eller 4 personers båd. Vi har et samarbejde med Bagsværd Roklub om træning på baner, hvor vi gerne blander holdet med roere fra de klubber til regattaerne. Om vinteren træner vi i ergometermaskiner og bruger klubbens motionsrum til styrke- og cirkeltræning.
Du skal være en rutineret roer og skal kunne ro med både en og to årer. Du bør være indstillet på at træne nogle gange om ugen.
Indendørs motion / Trimmedlem
Vi tilbyder et Trimmedlemskab for voksne over 18 år, hvor man udelukkende benytter vores motionsrum og alle redskaberne. Man træner på egen hånd og på eget ansvar, da klubben ikke tilbyder at facilitere brugen af motionsrummet. Man kan stort set benytte motionsrummet når som helst, undtagen når ungdoms- og kaproerne træner mandag og onsdag fra kl.16-20. I vintersæsonen træner mange andre hold, som man gerne må deltage på - se aktivitetskalenderen. Holdtræningen har ikke tilmelding, man møder bare op. Man kan benytte motionsrummet mens der er holdtræning, men hvis man ikke træner med på et hold, bedes man tage hensyn til holdtræningen under sin egen træning. Det er tilladt for forældre, der er trimmedlemmer, at træne sammen med deres store børn +13 år, hvis træningen altid foregår sammen. Barnet skal også meldes ind som trimmedlem.
Redigeret d.5.5.24 (KT)