I Roskilde Roklub er der kaproere på alle aldre og alle niveauer, helt fra de yngste nybegyndere til vores senior eliteroere der kæmper om pladserne på landsholdet.
Kaproningstræning i Roskilde foregår på fjorden, hvor der er gode muligheder for at udvikle sine ro færdigheder og om vinteren bruger vi vores ny indrettede træningslokale, hvor der udover roning også laves styrketræning og cirkeltræning.
De seneste år har der været mellem 20 og 30 kaproere og 3-5 trænere. Alle trænerne har en fortid som kaproere og nogle er uddannet diplomtrænere, så det derfor sikres at alle roere få den bedste træning, så en kontinuerlig udvikling er mulig. Roskildes kaproere træner mellem 2 og helt op til 10 gange om ugen afhængig af alder og niveau. I forbindelse med vores træningsplanlægning bruger vi forbundets anbefalinger ”ATRO – Aldersrelateret træning, Roning”
Roskildes kaproning samarbejder også på tværs af de øvrige klubber i Danmark, for at lave så gode landshold som muligt både på senior, U23, U19 og U18 niveau og I 2015 blev Roskilde Roklub ligeledes Kraftcenter under Dansk Forening for Rosport, hvor vi laver træningsfællesskab for de øvrige sjællandske roklubber.
Roskilde er en Team Danmark Elitekommune, som særligt udvikler og understøtter lokale talentmiljøer. Roskilde Roklub er således en af de klubber, hvis elite er en del af denne satsning. Det betyder at vi gennem puljer kan søge midler til at forbedre vores talentudvikling, derudover støtter Roskilde kommune også med hjælp omkring ungdomsuddannelse, kostvejledning, diverse kurser, træner udvikling og meget mere.
Alle der er mellem 10 og 18 år, skal inden de kan blive kaproere deltage i ungdomstræningen for at lære at ro og lære, hvad det vil sige at være en del af Roskilde Roklub. Hvis du igennem din ungdomstræning får lyst til at prøve kræfter med kaproning, skal du blot tage kontakt med din ungdomstræner der kan hjælpe dig med at komme i kontakt med kaproningstrænerne.
Er du tidligere kaproer (eventuelt fra anden klub) eller tidligere har dyrket anden form for konkurrencesport, kan du efter indmeldelse i klubben blot tage kontakt til kaproningschefen der vil hjælpe dig med at komme i gang.
Om du er helt ny eller erfaren fra tidligere er du altid velkommen til at kontakte kaproningschefen på mail kaproning@roskilderoklub.dk. Så kan vi hjælpe dig med at komme igang med at dyrke konkurrence roning.
Det er heller ikke et krav at du fra første dag skal træne mange gange om ugen, så er du i tvivl om det er noget for dig er du altid velkommen til at få en prøveperiode med træning 2 gange om ugen.
Efterhånden vil der naturligvis blive stillet større krav til træningsindsats og engagement.