Børn og unge

 

Aktiviteter for børn og unge.

Der er aktiviteter for børn og unge både sommer og vinter. Om sommeren er det aktiviteter på vandet, når vejret tillader det. Hvis man ikke kan komme på vandet vil der være træning på land eller indendørs. Om vinteren er aktiviteterne indendørs i klubbens forskellige træningsfaciliteter.

De yngste børn fra 9-11 år kalder vi "vandhunde" og de træner tirsdage 16:30 - 17:30. 

Fra 12 år og op til 25 kalder vi det ungdomsroning og de træner mandage og onsdage. Desuden er der et samarbejde med vores kaproningstrænere, som kan hjælpe hvis man ønsker at gå fra roning for sjov til konkurrenceroning og dermed flytter til kaproning.

Vandhundene

Vandhundene er Roskilde Roklubs tilbud til de yngste børn på 9 til 11 år. Formålet er, at børnene skal have det sjovt på vandet i roklubbens både og blive trygge ved at være ved og på vandet. Til vandhundene har vi begynder- og børnevenlige edon-scullere med støttepontoner, og vi tager også på vandet i de meget stabile inriggere.

Udesæsonen starter i begyndelsen af maj, når vandets temperaturer af sikkerhedsgrunde tillader det. Træningsaktiviteterne afhænger af vind og af vandets temperatur. Vi sætter ikke både på vandet, hvis det blæser over 8 m/s, og/eller der er skum på bølgerne. Vi tilstræber at være så meget på vandet som muligt i løbet af sommersæsonen, men træningen kan også være roning i romaskine, roning i indendørs robassin, cirkeltræning, orienteringsøvelser, lege mm i klubbens motionsrum og sal. I vinterhalvåret træner vandhundene på romaskiner og i robassin,  de laver aldersrelevant styrke- og koordinationstræning, en masse træningslignende aktiviteter og lærer om vind, vejr og færdsel på vand.  

Vandhundene træner om tirsdagen kl.16:30 - 17:30.

Sikkerhed

Hos vandhundene skal børnene ikke fremvise svømmebevis. Alle vandhunde skal være iført svømmevest, når vi er ved og på vandet, roklubben stiller svømmeveste til rådighed. Vandhundene ror i havnebassinet ved roklubbens bådebro, og i roligt vejr kan de komme uden for havnen med følgebåd. Nye vandhunde vil have et tov bundet fast til deres båd, som holdes af træneren på land. Når vandhundene er i inriggerne, vil der altid være en træner med som styrmand.

Hvordan kommer man med i vandhundene?

Er et barn interesseret i at komme og afprøve vandhundene, kan det ske efter aftale med vandhundetrænerne. Send en mail med navn på barnet, forældre og jeres telefonnummer til vandhund@roskilderoklub.dk, så aftaler vi en dag, hvor barn og forældre kan få introduktion og rundvisning i klubben. Når I har været til introduktion, kan barnet deltage tre gange inden indmeldelse. Herefter forventer vi, at vandhund og forældre sammen har fundet ud af, om vandhundene er en god fritidsaktivitet for det enkelte barn. 

Ungdomsroning

Er du mellem 12 og 25 år og har du lyst til at dyrke en sport, der både giver god motion og mange gode kammerater, så er roning lige noget for dig. Vi træner 2 gange om ugen, både i sommerhalvåret og vinterhalvåret, men vi følgerne skolernes feriekalender mht. træningsfri.

Sjov på vand og land

Den daglige træning foregår i Roskilde Fjord eller i roklubbens fantastiske klubhus. Vi ror i mange forskellige slags både, alt fra de store træ-inriggere, der lader en opleve naturen på en ny og spændende måde. Til de små kulfiber scullere, hvor man bliver udfordret på balance såvel som hastighed. Hvis du beslutter dig for at tage et smut forbi klubben, vil du blive mødt af en række trænere, der alle står klar til at tage godt imod dig. 

Det sociale

Alt skal ikke være træning, derfor fokuserer ungdomsafdeling på, at være et fritidssted lige så vel som et træningssted. Vi mener at roklubber traditionelt er mere end roning – et socialt sted, hvor man mødes med venner og ligesindede. Der er således ikke kun fokus på ro-træning, men en lang række andre aktiviteter. Ungdomsafdelingen afholder derfor i løbet af året en lang række sociale aktiviteter. Dette inkluderer spilaftener, julehygge, sommergrill, sommerhus-tur og meget andet. Udover klubbens egne aktiviteter laver Sjællandskredsen og DFfR også et par arrangementer/kaproninger, hvor der deltager ungdomsroere fra henholdsvis Sjælland og hele Danmark.

Hvordan kommer man med i ungdomsroning?

Er du interesseret i vores ro- og træningsaktiviteter, så skal du kontakte Ungdomsudvalget på mail: ungdom@roskilderoklub.dk. Du kan altid lave en aftale om at komme forbi og snakke med os.

Hvis du derefter ønsker indmeldelse, skal du tage en svømmeprøve på at du kan svømme 300 meter, og henvende dig på kontoret i åbningstiden mandage kl.17.30-18.30. Hvis du er under 18 år, skal en forælder eller værge være med.

Praktisk

Vi sommertræner fra april til oktober 

Mandag fra kl. 16:00-17:30.
Onsdag fra kl. 16:30-18:00. 

Når man er instrueret og har afleveret et svømmebevis, kan man komme med ud at ro. Som roer er man afhængig af vejret: Regnvejr er ikke dårligt rovejr, men det stiller større krav til påklædningen. Blæst kan forhindre os i at gå ud, men så træner vi indendørs. 

Solskin er altid dejligt, men husk solcreme. HUSK altid at have drikkevand med. I varmt vejr tages meget drikkevand med. Vi anbefaler tætsiddende træningstøj, gerne flere lag som kan tages af og på, alt afhængig hvor varmt/koldt det er, yderste lag bør være vindtæt. Ved høj sol kan en kasket eller solbriller være rart at have med.

Vi vintertræner fra oktober til marts - mandag og onsdag fra. kl. 16:30-18:00.

Vintertræningen foregår i klubbens egne træningslokaler. Roning er selvfølgelig det vigtigste i en roklub, men for at vi har det sjovt hele vinteren sættes også andre fysiske aktiviteter på programmet. Vi spiller f.eks rundbold, stikbold, laver cirkeltræning/gymnastik, kælker og tager i svømmehal.

Trænerteamet

Der er i øjeblikket tilknyttet 3 trænere til ungdomsafdelingen. Alle har tidligere erfaring som kaproere og har desuden mange års erfaring i roning. Desuden fungerer en af trænerne som ungdomschef og sidder i forbindelse med dette i klubbens bestyrelse, hvor han fungerer som de unges talsmand.

Trænerne har sammen en række træneruddannelser, der gør at roerne får mest muligt ud af træningen, samtidig med at det sociale samvær styrkes. Trænerne arbejder også med at skabe en flydende overgang, hvis man ønsker at gå fra roning for sjov, til konkurrenceroning.

 

Redigeret d.12.12.24 (VASL)