OL-sølv til letvægtsfireren

Letvægtsfireren med Roskilde-roerne, Kasper Winther Jørgensen og Jacob Barsøe, vandt sølv ved OL i Rio.
 
13. august 2016
 

Letvægtsfireren - bedre kendt som "Guldfireren" - bestående af Kasper Winther Jørgensen og Jacob Barsøe, begge fra Roskilde Roklub, samt Morten Jørgensen fra Næstved Roklub og Jacob Søgaard fra Bagsværd Roklub, indfriede igen forventningerne om endnu en medalje, da de opnåede en flot andenplads ved OL i Rio.

Selv om Morten Jørgensen først meldte sig klar til fireren igen så sent som i februar 2016, efter have været ude af holdet hele 2015 pga. en skade, så lykkedes det endnu engang for letvægtsfireren at sikre sig en medalje ved et OL. Den danske firer, med skiftende besætninger, har siden OL i 1996 sørget for at vende hjem med medaljer efter hvert OL.

Efter en sejr i indledende løb og en andenplads i semifinalen, var det danske hold klar til OL-finalen, hvor de atter skulle møde bl.a. Schweiz, der har roet godt hele sæsonen og som sidste år blev verdensmestre i denne bådtype. 

Danskerne kom ellers bedst fra start og førte foran Schweiz efter 500 meter, men ved 1000 meteren var Schweiz syv hundrededele foran.

Den føring blev holdt, men danskerne havde samtidig fået et godt forspring ned til franskmændene, som aldrig for alvor kom i nærheden af sølvmedaljen.

Resultat:

1. Schweiz (6:20:51)
2. Danmark (6:21:97)
3. Frankrig (6:22:85)
4. Italien (6:25:52)
5. New Zealand (6:28:14)
6. Grækenland (6:36:47)

 


Tilbage

Roskilde Roklubs sponsorer

Roskilde Roklub - Havnevej 47 B - 4000 Roskilde - Tlf.: 46 35 09 28 - Tlf. kontor: 46 35 22 28 - E-mail: kontakt@roskilderoklub.dk

Powered by EasyPage CMS