Begynderroer - vandhundeskolen

Vandhundeskolen
Vandhundeskolen er Roskilde Roklubs tilbud til børn mellem 7-9 år. Formålet med den er, at børnene skal have det sjovt på vandet i roklubbens både og blive trygge ved at være ved og på vandet. Til vandhundeskolen har vi begynder- og børnevenlige edon-scullere med pontoner og børnekajakker.

Træningsaktiviteterne afhænger af vind og vandets temperatur. Vi sætter ikke både på vandet, hvis vandets er for koldt, eller hvis det blæser over 8 m/s. Ude- og inde-sæsonerne følger sommer- og vinter-tid, og vi kan kun komme på vandet i sommertid. Vi tilstræber at være så meget på vandet som muligt i løbet af sæsonen, men træningen kan også være roning i ergometer, roning i indendørsrobassin, cirkeltræning, lege mm. I vinterhalvåret er der roning og træning indendørs, og vi løber og laver andre aktiviteter udendørs. Der kan forekomme ændringer i hvad vi laver i tilfælde af sygdom, vejr og vind.

Vandhundeskolen kan være delt i to hold, det første hold hjælper med at samle og sætte både i vandet. Det andet hold hjælper med at tage både op af vandet og vaske dem af. Roskilde roklub er en forening hvor træningen tilrettelægges og udføres af frivillige medlemmer.

Sikkerhed
Det har tidligere først været muligt at gå til roning når man blev 10 år, det skyldes at man skal kunne fremvise et svømmebevis på 300m for, at få lov til at bruge klubbådene af sikkerhedsmæssige årsager. I vandhundeskolen skal børnene ikke kunne fremvise svømmebevis, vi skal blot have bekræftelse på at barnet kan holde sig oven vande. Alle vandhunde skal være iført redningsveste når vi er ved og på vandet, roklubben stiller redningsveste til rådighed,. Vandhundene må ikke ro længere ud end havnebassinet ved roklubbens bådbro, med mindre de har følgebåd med. Nye vandhunde vil også have et tov bundet fast til deres båd. Når vandhundene er i kajakker følges de med en træner, som er i sin egen kajak.

Bådene er svære at tippe i, men sker det, er det en god ide at have ekstra tøj med og håndklæde.

Ordensregler
Trænerne bestemmer og vandhunde skal gøre, som trænerne siger og høre efter når trænerne taler.

Alle skal synes, at det er sjovt at være i roklubben. Ingen må slå, sparke, kravle rundt på eller tale grimt til hinanden.

Bliv sammen med gruppen. Hvis man vil noget andet, uden for pauserne, eller tager hjem før tid, skal man sige det til en træner.

Alle vandhunde skal have redningsvest på ved vandet. Når man er på vandet, må man aldrig slippe årene eller pagajen. Hvis træneren siger, at man skal tage årene op af vandet, strækker man armene og presser håndtagene ned mod benene.

Det er en forudsætning for at træningen kan gennemføres at ordensreglerne overholdes. Vi ser gerne at forældre hjælper til at ordensreglerne overholdes og at forældre hjælper til med det praktiske, fx at bære både.

Tidspunkter og afprøvning
Vandhundeskolen er om torsdagen. Ved holddeling er hold 1 er kl. 17:00-18:00 og hold 2 er kl. 18:00-19:00. Vandhundeskolen afholdes alle torsdage på nær helligdage eller i skoleferie. Eventuel aflysning vil varsles per mail hurtigst muligt. Skal man gå før ens hold slutter, bedes man meddele det til en af trænerne.

Er man interesseret i at komme og afprøve vandhundeskolen, kan det ske efter aftale med vandhundetrænerne. Send en mail med navn på barnet, forældre og jeres telefonnummer til vandhund@roskilderoklub.dk, så aftaler vi en dag, hvor der bliver introduktion og rundvisning i klubben. Der vil være introduktionshold en gang om måneden. Når man har været til introduktion og blevet tildelt et hold, kan man komme og deltage på det hold resten af måneden. Herefter forventer vi, at vandhund og forældre sammen har fundet ud af, om vandhundeskolen er for jer og melder barnet ind.

Indmeldelse
Indmeldelse sker ved fremmøde på klubbens kontor. Eller ved at få udleveret indmeldelsesblanket mm. af vandhundetrænerne.

Arrangementer
I løbet af året afholder vi arrangementer for vandhunde og miniroere med forældre samt øvrige medlemmers børn og børnebørn. Arrangementerne i sommerhalvåret vil som regel tage udgangspunkt i roning og naturudforskning.

Forældremedlemskaber
Som forældre til en vandhund kan man selvfølgelig også være medlem af roklubben enten som roer eller som trim-medlem.

Roskilde Roklubs sponsorer

RIR Revision Forum Advokater Home Roskilde Avis Renovations Transport Spar Nord Roskilde Roklubs sponsorer

Roskilde Roklub - Havnevej 47 B - 4000 Roskilde - Tlf.: 46 35 09 28 - Tlf. kontor: 46 35 22 28 - E-mail: kontakt@roskilderoklub.dk

Powered by EasyPage CMS